Jeg er 55 år, født i Helsingør og flyttede til Fredensborg by i 1993. Jeg er gift med min skønne kone Gabi og har tre dejlige børn på 18, 20 og 22 år. Jeg er IT-uddannet og arbejder i Nordea’s IT-afdeling, hvor jeg har været ansat i 31 år.

Politisk er jeg uerfaren. Jeg har ikke beskæftiget mig med politik før jeg blev en del af den konservative vælgerforening i Fredensborg i begyndelsen af året. Dette har for mig været meget spændende og lærerigt.

Lige siden jeg flyttede til Fredensborg har jeg været en del af idrætslivet. Idræt har altid haft en stor plads i mit hjerte.

Personligt havde jeg en lidt svær skoletid, jeg var den stille dreng uden så mange venner. Dette ændrede sig dog drastisk, da jeg begyndte at spille håndbold og fik en ny rolle uden for skolen og dertil mange nye venner.

Mange af de venskaber som jeg byggede op gennem sporten har jeg stadig i dag. 

Der skal være tid til sport efter skolen. Derfor ser jeg gerne, at skoledagens længde ikke står i vejen for børnenes andre interesser, så som sport, spejder, musik mm. Et sted, hvor det faglige ikke er vigtigt. Et sted, hvor man kan få en ny rolle uden for skolen. 

Jeg ved ikke selv, hvor jeg ville have været i dag uden sporten. Derfor er det, for mig, vigtigt at give idrætten de bedste vilkår.

Vores idrætsfaciliteter er flere steder i kommunen slidt ned, og ikke tilsvarende. Dette skal der gøres noget ved så vores idrætsfaciliteter fortsat er stedet, hvor unge og gamle mødes og nye fællesskaber dannes. Et sted, hvor børn og unge, som måske har det lidt svært i skolen, kan udvikle disciplin og sociale kompetencer.