Nivå Bymidte har brug for liv – både nu og i fremtiden!

Af Heidi Boss Nyby, Konservativ Byrådskandidat

Forleden deltog jeg i gode snakke om liv i Nivå Bymidte i Fællesværkets sommercafé i Nivå. Vi talte om hvor vigtigt det er at sikre, at Nivå Centeret ikke dør helt ud nu.

Der er endnu ikke taget et eneste spadestik til etape 1 af det nye byggeri, som der ellers allerede var givet grønt lys til. Vi har da fået råbt dele af Byrådet op, og Nivå Centeret er nu igen på agendaen på diverse udvalgsmøder. MEN i mellemtiden visner bymidten, gode lokale aktiviteter forsvinder, og byens borgere vænner sig til at handle andre steder. Byen bliver mindre attraktiv. Butikker bliver opsagt, og de få butikker der er tilbage kæmper for overlevelse i centeret.

Så der er brug for fokus på liv i bymidten allerede NU – Ikke først når et nyt Nivå center engang endeligt står klart ude i fremtiden. Når så vigtige lokale projekter udskydes, har det jo store lokale konsekvenser for byen. Det er nu for sent og farligt kun at tænke langsigtet. Forsinkelsen kræver også fokus på at sikre et liv i bymidten nu.