Fredensborg Kommune skal være et sted for alle borgere gennem hele livet. Vi har små, hyggelige bysamfund, smukke landområder, et aktivt idrætsliv og mange storslåede, kulturelle perler.
Det Konservative Folkeparti vil forandre Fredensborg Kommune. I de kommende år vil vi arbejde på et fundament af respekt for det enkelte menneske, for intet vejer tungere end det enkelte menneskes ønsker og drømme. Vi vil øge friheden til at træffe valg i livet ved at bygge bro mellem de kommunale og private tilbud. Gennem hele livet skal dannelsen gennem vores fælles historie og kultur stå centralt. Vi vil arbejde for orden, så vi kan få større tillid til systemet og til hinanden som borgere. Der skal være konsekvens, når regler bliver brudt. Og endelig vil vi gøre det mere attraktivt at bosætte sig og drive erhverv i kommunen ved at nedsætte skat og afgifter for både borgerne og erhvervslivet.
Det er vores opskrift på at få balance i fremtidens Fredensborg. Vi vil skabe kommunen, der er rammen for det gode liv – hele livet.