Det netop indgået folkeskoleforlig
I et debatindlæg i Frederiksborg Amts Avis i september 2018 hilste jeg som konservativ borger i Fredensborg Kommune regeringens folkeskoleudspil velkomment.
Udspillet er nu, og det skal hilses meget velkomment, mundet ud i en bredt funderet politisk aftale om justering af folkeskolereformen fra 2013.
Det Konservative Folkeparti forlod dengang forhandlingerne omkring folkeskolereformen, blandt andet som følge af de lange skoledage, der var et væsentligt led i reformen, men genoptog forhandlingerne og kom så med i forliget, da dele af reformen blev udskudt til efter et folketingsvalg.
Reformen har været udskældt, og her særligt de lange dage har virket frustrerende for mange.
Et centralt element i den netop indgåede aftale er et slags opgør med de lange skoledage, men desværre ikke for alle klassetrin.
Aftalen betyder, at alle elever fra 0. – 3. klasse fra næste skoleår får en skoleuge, der er 3 lektioner kortere end det, der oprindeligt lå i reformen.
Der er endvidere gennemført en forenkling og klarere rammer for anvendelsen af folkeskolelovens § 16b, hvilket gør, at alle klasse på mellemtrin og i udskolingen, efter aftale med kommunerne, nu lettere får muligheden for at konvertere op til 2 klokketimers understøttende undervisning til andre aktiviteter. Det er et led i aftalen, at det undervisende personales tid så vidt muligt skal bruges på undervisning og ikke på ”ørkesløse” registreringer.
Har tidligere sagt/skrevet ”Kun et samfund der kan fortælle historier, kan overleve. Et samfund uden historie er et samfund uden erindring og kultur og derfor et tomt samfund”.
Glæder mig herudover, at det af aftalen fremgår, at man er enig i, at de humanistiske fag er afgørende for elevernes faglige udvikling og dannelse og der her sker en prioritering af flere fagtimer til historiefaget.
En klog mand har sagt: ”På teorier kan man bygge skoler – men på værdier kan man grundlægge en kultur, en helt ny måde for mennesker at leve sammen på”.
I budgetforliget i 2017, som blev yderligere segmenteret ved budgetforliget i 2018, blev det besluttet at foretage en langsigtet modernisering af vores kommunale skoler med henblik på at styrke vores i forvejen gode folkeskole her i kommunen og her med afsæt i den enkelte skoles værdigrundlag.
Selvom man kunne have håbet på, at regeringen helt og fuldt var kommet igennem med sit oprindelige udspil lover aftalen, der lægger vægt på værdigrund og på elevernes udvikling og dannelse godt.
Christian de Jonquières (K)
Kongevejen 38, 3480 Fredensborg
5. februar 2019