Afskaffelse af dækningsafgiften en gang for alle

Dansk Byggeri er netop kommet med sine ”karakterliste” omkring kommunernes erhvervsvenlighed.

Den slags undersøgelser skal altid tages med et gran salt.

Som borgmesteren hilser også den konservative byrådsgruppe det velkomment, at vi siden 2014 har overhalet 14 kommuner på listen og nu er nr. 81. Det går fremad om end i sneglefart.

Jeg har tidligere på byrådsgruppens vegne givet udtryk for, at vi burde ligge i top 10.

En placering som nr. 81 er, uanset at der er tale om en fremgang, langt fra god nok.

Under budgetforhandlingerne i 2012 blev der blandt andet på konservativ foranledning taget hul på en nedsættelse af dækningsafgiften. I forbindelse med budgetforhandlingerne sidste år fik dækningsafgiften et yderligere tryk nedad til 7 promille.

En afskaffelse af dækningsafgiften er ud fra et kommunalt perspektiv mere relevant end nogen sinde også fordi det ser ud til, at Folketinget i foråret 2019 beslutter en ændret omfordeling af provenuet fra dækningsafgiften med virkning for år 2020.

I den Konservative Byrådsgruppe vil vi derfor fortsat arbejde for at dækningsafgiften helt afskaffes med virkning fra 1. januar 2018.

Det er vigtigt for en fortsat tiltrækning af erhvervsvirksomheder til vores kommune, at vi medvirker til gode vækstbetingelser og sikre en god udvikling også i økonomisk henseende af et bæredygtigt erhvervs- og forretningsliv, der kan skabe arbejdspladser og dermed skattekroner i kommunekassen. Uden indtægter kan vi ikke tilbyde borgerne i kommunen de rigtige tilbud indenfor alle de områder, som kommunen skal varetage indenfor sundhedsområdet, beskæftigelse, det sociale område, trafik, kultur og miljø blot for at nævne nogle få, men meget væsentlige områder, som berører alle.

Interne undersøgelser viser, at erhvervsvirksomheder i kommunen vurderer kommunen som fremkommelig og tilgængelig. Det skal vi fortsætte med at være men samtidig løbende forbedre os.

Det bliver spændende at læse, hvordan en anden undersøgelse, som foretages af Dansk Industri, falder ud. Den kommer i september. Her fik vi i 2016 en plads som nr. 69 mod en plads som nr. 91 året før.

Lad os i byrådet sammen arbejde for mindst en top ti placering på listerne og afskaffe dækningsafgiften fra 1. januar 2018.

 

Christian de Jonquières

Medlem af byrådet

Formand for Den Konservative Byrådsgruppe