God dømmekraft

Selvom det naturligvis var ærgerligt ikke at blive genvalgt til kommunevalget den 21. november 2017, har det dog blandt andet haft den fordel, at jeg har fået mere tid til at dyrke min interesse for at læse spændende bøger.

Jeg har netop læst en bog indeholdende en gengivelse af en række samtaler mellem en af John F. Kennedys rådgivere Arthur M. Schlesinger og John F. Kennedys enke Jacqueline Kennedy. Samtalerne der blev optaget på bånd, fandt sted i foråret 1964 og blev offentliggjort af John F. Kennedys datter Caroline Kennedy i tilknytning til 50-års dagen for John F. Kennedys indsættelse som præsident i januar 1961.

Det fremgår af bogen, at John F. Kennedy elskede at læse historiske biografier, og at han havde en hel reol med bøger, herunder en bog der blev omtalt som ”verdens største taler” som han havde fået af sin far Joseph Kennedy.

John F. Kennedy holdt her i henhold til beskrivelsen meget af et citat af den store britiske tænker, filosof og medlem af det britiske underhus, den konservative Edmund Burke, hvor Edmund Burke i sin tale til vælgerne i Bristol under titlen ”Speech to the electors of Bristol” fra 1774 sagde ”Jeres repræsentant skylder jer ikke kun sin flid, men også sin dømmekraft, og han forråder jer i stedet for at tjene jer, hvis han ofrer den for jeres opfattelse”.

Den for længst afdøde socialdemokratiske Socialminister og senere justitsminister K.K. Steinke har sagt noget lignende: ”En statsmand leder. En politiker leder – efter den offentlige mening”.

Altså det der ligger i de 2 citater er, således som jeg ser det, at ordentlighed, ansvarlighed, redelighed og god dømmekraft i samklang med et forsøg på at være et nyttigt menneske, er det, der bør præge os alle og her i hvert fald de, der er beslutningstagere i deres virke, herunder deres politiske virke.

Vores gode byråd der til august skal i gang med centrale budgetforhandlinger, skal naturligvis lytte til kommunens borgere og vores forvaltning, men det afgørende må være den enkelte politikers gode dømmekraft og ansvarlighed.

Lad dette være et sommerbudskab fra et tidligere byrådsmedlem og forhåbentligvis kommende konservativt byrådsmedlem efter valget i 2021.

 

Christian de Jonquières (K)

Kongevejen 38, 3480 Fredensborg