Grundlovstale ved Thomas von Jessen

Grundlovens 169-års fødselsdag

 

Gud Konge og Fædreland. Disse tre er historisk set de vigtigste værdier for vores parti. Sammenhæng mellem land og leder. Sammenhæng mellem leder og Gud og sammenhæng mellem Gud og land. Disse tre i sammenhæng er også udtrykket for den organismetanke, som er vores grundlag: Det hele skal hænge sammen, betinge hinanden og naturligt støtte hinanden.

 

Organismetankegangen er også, at vi er partiet mellem liberalismens ”klar dig selv og pas dig selv” og socialismens alt-kontrollerende stat ”fra vugge til grav”. Partiet for den personlige frihed. Partiet for mangfoldighed og forskellighed. Og partiet for fællesskabet, hvor de, der sidder på den grønne gren, er klar til at tage et personligt ansvar for dem, der ikke gør det. Kort sagt: Den gyldne middelvej og ikke mindst – ordentlighed.

 

Grundloven fra 1849 rummer også denne organismetanke. §1 definerer landet. § 2 & 3 definerer kongen, som her også skal forstås som regering og Folketing, og § 4 definerer vores relationer til Gud – at staten også støtter den lutherske variant af Kristendommen.

 

Der er desuden tråde helt tilbage til Kongeloven af 1665 – Kongen skal være evangelisk-luthersk. I Danmark har vi ingen ærkebiskop. Det er Kongen, der er Folkekirkens overhoved.

 

I dag fejrer Grundloven så sin 169-års fødselsdag. Den vigtigste opgave er at være vagthund for demokrati og ytringsfrihed. Grundloven har også vist sig at være ganske udmærket til at reparere sig selv i løbet at disse 169 år i takt med tidernes skiften.

 

I 1866 betød tabet af Sønderjylland, at en grundlovsrevision var nødvendig. Danmark havde tabt til Preuβen/Østrig, og de nationalliberale og ”bondevennerne” – Venstres forløber – vendte nu blikket indad i mindre cirkler væk fra den brede mobilisering, som 1849-grundloven var udtryk for. 1866-grundloven var desværre et reaktionært tilbageslag. Den var en overklassegrundlov.

 

Der skulle gå i alt næsten tre generationer, før demokratiet i 1849-grundlovens ånd kom til at virke.

 

Anledningerne var først og fremmest to ting. Gennemførelsen af ”Den danske model” på arbejdsmarkedet med ”hovedaftalen” eller ”septemberforliget” i 1899. Dernæst ”systemsskiftet”, hvorefter regeringen dannes alene på basis af et flertal. Kongen lyttede til råd fra sin søn – den senere Frederk VIII, idet der efter valget kun var 8 Højre-medlemmer tilbage i Folketinget.

 

Det førte til grundlovsrevisionen i 1915 med valgret for alle, incl. de syv f’ere: fruentimmere, folkehold, fattige, fallenter, forbrydere, fremmede og fjolser.

 

Så kommer det væsentlige i 1915-revisionen.  Det hele starter egentlig et helt andet sted: Med ”Alberti-skandalen” (1908), hvor den egentlige ”taber” var venstremanden og landets første demokratisk valgte konseilspræsident (som efter 1918 hed ”statsminister”) I. C. Christensen. Han måtte gå. Han fik så ved grundlovsrevisionen 1915 hævet procentkravet af alle stemmeberettigede fra 40% til 45% ved fremtidige revisioner. Det var en slags ”tak for sidst”. Den revision betød, at Staunings forsøg på afskaffelse af landstinget, der var en klods om benet i lovgivningsarbejdet, i 1939 led skibbrud, på trods af at Stauning ved 1935-valget fik næsten absolut flertal. 45 % jastemmer fra samtlige stemmeberettigede er umuligt at opnå. Der skulle en stor og folkelig sag til at ændre på det.

 

Den kom under krigen. Frederik 9. havde kun døtre, og danskerne så ikke – hverken arveprins Knud, eller hans sønner – som kongeemner. 1953-grundloven blev vedtaget på et hængende hår med 45,8 % af de stemmeberettigede, og procentsatsen blev straks sat ned til 40 igen. I 1953 blev der også taget højde for spilleregler vedr. suverænitetsafgivelser til internationale organisationer – EU. Som kompensation for afskaffelse af Landstinget fik vi samtidig udvidede muligheder for folkeafstemninger.

 

I 2009 blev ”Tronfølgeloven” så moderniseret. Kønnenes ligestilling i arvefølgen var en tilpas stor sag for vælgerne i 2009. 45,2 % af vælgerne stemte for – et valgresultat, der også havde imødekommet I.C. Christensens 45%’s krav. Men det betød også, at regeringen dermed spillede sit vigtigste ”Es” af hænde ved fremtidige grundlovrevisioner – den store folkelige sag forsvandt. Der skal nok gå rigtig mange år, og meget alvorlige begivenheder – begivenheder der for alvor kan mærkes negativt på vælgerne – før end, at vi igen begynder at interessere os for en evt. Grundlovsrevision.

 

Er det så godt eller skidt? Ja det er jo først og fremmest en politisk vurdering. Min vurdering er imidlertid, at det bestemt er skidt, når man tænker på, med hvilken hast verden forandrer sig drastisk lige nu, og hvor lidt indflydelse danske vælgere egentlig har på de globale ændringer – nemlig stort set ingen.

 

Kina buldrer frem. Der er 1,3 mia. af dem og over ½ mia. af dem fører faktisk et middelklasseliv som os. De fleste af dem bor i det østlige Kina langs Stillehavskysten. Har de de samme værdier som os? Bestemt ikke. Østens historie er meget længere end den europæiske. I dag er der økonomisk frihed i Kina, men bestemt ikke politisk frihed. Det er et chok for os med vores Grundlov, at erfare, at økonomisk frihed og vækst udmærket kan trives under kommunisme. Inden længe overhaler Kina den demokratiske verdens fyrtårn – USA – mht. økonomisk styrke. Kan kineserne bruge værdierne i vores Grundlov til noget til den tid? Svaret er, at kineserne ikke vil værdige vores Grundlov et blik. Deres historie, værdier og traditioner er større end som så.

 

Så er der Afrika. I 2100 vil hver anden borger i verden være afrikaner. Der er kolossal ungdomsarbejdsløshed og korruption i Afrika nu. Længe inden 2100 vil alle disse energiske unge mænd sætte sig i bevægelse og søge en bedre tilværelse her, hvor de har hørt, at man kan leve komfortabelt uden at røre en finger, ligesom deres stammehøvdinge for længe siden. De folkevandringer af unge mænd bliver i et omfang, som vi slet ikke har set endnu.

 

Så er der Mellemøsten og den muslimske verden, der ser vores civilisation og vores grundlov som roden til alt ondt, der skal rives op. Kristenforfølgelserne i Mellemøsten er meget systematiske, og vores ledende politikere har ingen mening om den undertrykkelse af religionsfrihed, som ellers er en central værdi i vores Grundlov og i forfatningerne i landene omkring os. Tidligere var der store kristne mindretal i Ægypten, Syrien og andre store arabiske kulturer. De er nu næsten udryddet. Når de er helt væk, hvor fortsætter de islamiske ekstremister så deres kamp? Her. Er vores Grundlovs svar om religionsfrihed så det rette svar, når fjenden er så determineret og indædt? Næppe.

 

Og så er der jo Putin og et tiltagende mere revanchistisk Rusland. Georgien. Krim. Østukraine. Sandheden er imidlertid, at der ikke er så stor forskel på Putin, Peter s. st., andre tsarer, eller de kommunistiske diktatorer: fx Stalin og Breznev. Historien har vist, at det eneste Rusland har respekt for er styrke. Hvorfor skulle det nogensinde ændre sig? Kan vores grundlov matche det? Ja – i nogen grad: §81 siger, at enhver våbenfør mand med sin person er forpligtet til at bidrage til fædrelandets forsvar. Nærmere herom reguleres ved lov. Der skal altså politisk vilje til at imødegå den styrke, vi ser fra Rusland.

 

Her når vi så frem til min sidste pointe: Vi kan jo intet stille op mod et stærkt Rusland alene. Vi har brug for venner og samarbejde her i Europa om disse store trusler, der nærmer sig vores kontinent. Vores europæiske svar har hidtil været en økonomisk vækst, der er stærke end de andres.

 

Hvad har det ført til? Arbejdspladser er flyttet ud af landet. Den lokale skole er lukket. Buslinjen og posthuset er nedlagt. Er det en gevinst, spørger de berørte os? Naturligvis ikke. Det samme i England og andre østeuropæiske lande. Er der noget at sige til Brexit? Til Victor Orbans og Polens nationalisme? Til Trump?, hvis politik er at isolere sit land og dermed gøre det fattigere, selv om hans mål var det modsatte. USA’s forfatning er egentlig også håbløst gammeldags til at tackle landets udfordringer. Den amerikanskes forfatning består at afsnit, der med næsten bibelsk storhed definere det enkelte menneskes frihed. Derefter er denne kerne i løbet af tiden dynget til med 27 tillæg, der hver især nok har været fornuftige for sin tid, men summen af tillæg er mere en klods om benet end tidsvarende forfatningsværktøjer

 

Vi må altså til at stå på egne ben i denne verden, sagde Merkel for et år siden. Er det det vi er på vej til? Ikke når vi ser på vores egne politikeres hovedfokus. Vi vedtager en lind strøm af særlove, der alle har det formål, at hegne det ”Danmark vi kender” inde. Vi udviser udlændinge, selv om de er fuldt ud lovlydige, har arbejde og betaler skat. Selv de klassiske liberale partier er påbuds- og forbudspartier, og vi er jo ikke spor bedre selv. Ingen – især ikke globaliseringen – skal komme og tage vores velfærdsstat fra os, som generationer før os møjsommeligt har bygget op siden 1950’erne. Dengang rejste man ikke nær så meget som i dag. Globaliseringen løber foran os, og vi halser bagefter med noget der mere ligner brandslukning end en egentlig omstilling af land og arbejdsmarked til fremtiden i ”den globale landsby”.

 

Der er derfor stor grund til at være klar til en grundlovsrevision. Vi kender ikke fremtiden. Vi kan ane den og ved kun, at den nærmere sig med hastigere og hastigere skridt.  Vi forbereder os ikke på fremtiden, men kæmper hårdt for at bevare fortiden. Det ville da være en katastrofe, hvis Danmark pga. en håbløst forældet grundlov kom til at stå fuldstændig handlingslammet efter pludselige helt uforudsete ændringer i verdenssituationen.

 

Der er derfor grund til at have en konservativ tilgang til Grundloven: Vi skal bevare, men også være klar til at forandre, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

 

God og besindig Grundlovsdag