Fredensborg kommune skal hjælpe iværksættere
Af Mikkel Dodt Fregerslev, Torpenvej 27J, 3050 Humlebæk
Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Fredensborg kommune.
Det går godt med iværksætteriet i Fredensborg kommune, heldigvis. Antallet af iværksættere er iflg. En ny undersøgelse fra brancheorganisationen SMV Danmark 49,5 virksomheder pr. 10.000 personer mod 39 virksomheder på landsplan. Det er fantastisk at kommunens borgere er så langt fremme med hensyn til at skabe egen virksomhed. Grundlaget for velfærden er velstand og vi bør gøre alt hvad vi kan for at hjælpe nye iværksættere på vej. Og her halter det desværre lidt mere. Samme undersøgelse viser nemlig desværre at Fredensborg kommune igen ligger i den tunge ende blandt landets kommuner når det kommer til ”de bedste erhvervsvilkår for små og mellemstore virksomheder”.
Områder der med fordel kunne forbedres, er eksempelvis bedre infrastruktur (internet og mobil), en hurtigere udfasning af dækningsafgiften, hurtigere sagsbehandling på byggetilladelser, tilpasning af kommunale udbud så de passer på kommunens mindre og mellemstore virksomheder som hele 56% af de adspurgte virksomheder i kommunen er utilfredse med.
Så lad os forbedre vilkårene for lokale virksomheder så vi kan få skabt endnu flere af dem, og forbedre mulighederne for dem vil allerede har. Lokale virksomheder betaler lokal skat, skaber liv i kommunen og skaber arbejdspladser til glæde for alle.