De manglende toiletter på Nivå Skole

På Nivå Skole er Indskolingen nu flyttet ind hos Udskolingen, imens vi alle venter på byggeriet af den nye skole i Nivå ny Bymidte. Lærerne og skolen har gjort et stort arbejde i forbindelse med flytningen.
Både Nivå Skole og Nivå Bymidte er vigtige for byen, og projektet skal i gang nu. Derfor blev seneste møde i Børne & Skole Udvalget holdt på Nivå Skole.
MEN det er vigtigt ikke kun at fokuserer på slutmålet, for indtil den nye skole står klar, går børnene jo på en skole hvor der før sommerferien kun var halvt så mange  elever. 3 år er måske ikke længe i et budget, men 3 år er lang tid af et barns skolegang. Så fokus må ikke kun være på den nye flotte skole som kommer. Fokus skal også være på at skabe et godt skoleliv med trivsel på den gamle skole, imens byggeriet er i gang.
Skolebørnene oplever efter sammenlægningen i deres hverdag små udfordringer ved de helt praktiske ting. Et eksempel er, at når der pludselig er flere børn på skolen, så er der også brug for flere toiletter end skolen havde brug for før sommerferien. Lad mig give et konkret eksempel: I en af indskolingsårgangene er der f.eks. 68 børn om et toilet. (Eller egentlig 68 børn om 2 toiletter – Men det andet toilet er et pissoir i voksenhøjde, som de små drenge ikke har en chance for at nå). Arbejdsmiljøloven anbefaler et toilet per 15 voksne, og eksperter på børn anbefaler et toilet per 10 børn. Så noget må vi gøre.
Det er vigtigt, at der i projektet omkring byggeriet af Nivås nye skole også er råd og tid til at støtte den nuværende skole i at skabe den bedste hverdag og trivsel for børnene nu. Det er der deres fokus er. Og det skal der i projektet omkring den nye skole i Nivå også være fokus på.