Cykel- og gangsti mellem Fredensborg og Tikøb/Esrum Sø-sti

Af Christian de Jonquières, Byrådskandidat

I september 2020 skrev jeg et debatindlæg omkring etablering af en cykel/gangsti mellem Fredensborg og Tikøb og angav i den forbindelse, at en gangsti mellem Fredensborg og Tikøb byder på helt unikke naturoplevelser, der vil kunne tiltrække cyklende og gående turister til vores smukke lokalområde.

Jeg har efterfølgende skrevet til partifæller i Helsingør Kommune, herunder borgmesteren, der foreløbig har udtrykt sig positivt om forslaget uden dog at have taget endelig stilling.

Mit forslag er ikke ment som et alternativt til Esrum Søsti, der er omfattet af Hillerød Kommune og Danmark Naturforenings forslag af den 1. marts 2019 men kan angiveligt godt opfattes sådan.

Jeg har med glæde noteret mig, at byrådsmedlem Carsten Bo Nielsen (V) i sit debatindlæg i henholdsvis Frederiksborg Amts Avis og i Uge-Nyt den 24. februar 2021 også anbefaler at der anlægges en cykel- gangsti langs Emdrupvej op til kommunegrænsen.

Med bemærkningen at jeg er fuldstændig enig i Venstres byrådsgruppes udmelding i et debatindlæg under overskriften: ”Fredning af hvad? For hvem?”, vil det være rigtig fint, hvis Venstres samlede byrådsgruppe vil bakke op om forslaget om en cykel- gangsti langs den eksisterende vej.

Det skulle være muligt at indhente betydelig ekstern finansiel støtte.

Selvom Hillerød Kommune og Danmarks Naturfrednings forslag af den 1. marts 2019 indeholder en fin naturbeskrivelse, er jeg inderligt imod den del af forslaget, der går ind for etablering af en søsti, i strid med de berørte lodsejeres ejendomsret.

Jeg må således meget klart sige fra overfor en række SF politikere, herunder vores egen Hanne Bergs indlæg i Frederiksborg Amts Avis torsdag den 4. marts 2021.

Uagtet fredningsforslaget ”alene” omtaler etableringen af en gangsti fremgår det, at plejemyndigheden kan udvide den rekreative sti til også at være egnet til cykling, ligesom det direkte er angivet, at fredning ikke vil være til hinder for, at der kan etableres et ridespor i eget tracé langs stien.

SF’s Hanne Berg har i et debatindlæg talt om almenvellet som en begrundelse for at gennemføre søsti projektet.

Det er min klare juridiske vurdering, at der ikke foreligger sådanne almene samfundshensyn der kan begrunde en ekspropriation i strid med lodsejerens ukrænkelige ejendomsret.

Lad os i stedet i fællesskab arbejde for en etablering af den omtalte cykelsti mellem Fredensborg Kommune og Tikøb og/eller som det mindste til kommunegrænsen, hvorigennem der også sikres at dyre- og fuglelivet langs Esrum Sø kan bevares uforstyrret.